UDGIVNE BØGER

Den 17. december 2018 udkom antologien “SKÆRM” på Byens Forlag, og hvor alle ti noveller behandler begrebet fra titlen på en eller anden facon. Mit bidrag er auto-faktions-novellen “Min avatar og mig”, der handler om dengang, da jeg blev involveret i al det her Second Life-halløj i forbindelse med vores film. Novellen er måske et mere autentisk vidnesbyrd om skærm-immersion, end filmen er (som så har andre gode sider). 

Bogen kan bestilles her

 

Rustkammeret – Fortællinger fra Mørket 2″, Forlaget Enter Darkness, 2017, 328 s., hft.

Links til forlaget og videre til køb.

Jeg har en novelle, “Den Enøjede Kat”med i denne antologi. Det er første gang, jeg får udgivet noget decideret genre-betonet (men jeg har nu også noget mere fiktion på vej på længere sigt), og uden at sammenligne i øvrigt kan jeg sige, at jeg her mest er inspireret af klassisk litterær gys a la Poe og Lovecraft: En mand kommer en gang i 1940’erne hjem til det afsidesbeliggende hus, og straks han træder ind i entréen, bliver han klar over, at der er nogen eller noget, der venter på ham. Men er det bare den ubehagelige kat? Eller er det noget andet? Han tager mod til sig, for det er han typen, der er vant til at kunne, men der er nogen eller noget, der ved noget om ham. Noget, som de ikke burde kunne vide. Læs to små uddrag/smagsprøver.

Anmeldelse af Jette S. F. Holst på Gyseren.dk: “En lidt spøjs novelle (på den gode måde) er ‘Den enøjede kat’ af Mikkel Stolt. Her lejer en lidt skummel personage et hus langt ude i ingenting. Med huset følger en kat som udlejeren dog bedyrer ikke behøver pasning. Historien er velfortalt og spiller meget virkningsfuldt på forventningens gru.”

Lektørudtalelsen (jan. 2018) var meget fordelagtig og skrev generelt om novellerne:  “Det er simpelthen dansk horror, der vil noget… Leger med sindet, vender op og ned på drøm og virkelighed og får læseren til at kigge sig over skulderen en ekstra gang… Læs en enkelt novelle hver aften før sengetid, så er du sikker på at sove dårligt.”

 

Fra Sans og (Essay-)Samling, Forlaget Fenris Film & Multimedia ApS, 2016, 32 s., hft., privat reklametryksag udgivet i forb. m. BogForum 2016.

Tre tekster, der bevæger sig mellem essayet og novellen. I den første møder forfatteren sine gamle skolekammerater, og før de ved af det, taler de om religion, så alle (men mest forfatteren) bliver helt ophidsede. Oprindeligt bragt som Kroniken i Politiken d. 26/12 2013. I den anden tekst får forfatteren en gren i hovedet, og det bliver han vist ikke klogere af. Oprindeligt (i beskåret) form trykt i bladet HELSE, oktober 2016. Den sidste tekst er et trip ind i cyberspace, og den læner sig op ad handlingen i dokumentarfilmsfantasien ”Min Avatar og Mig”. Den udkom også i en ny version i antologien “Skærm” fra Byens Forlag i december 2018.

 

Bacon i Bagagen”, Forlaget Fenris Film & Multimedia ApS, 2015, 232 s., hft. med flapper.

Læs mere her.

Min første egentlige bog skal da have sin egen side… eller to.

 

 

 

 

Ovenstående er mine mere “moderne” bøger… altså, den slags, jeg skriver nu. Tidligere har jeg fået udgivet nedenstående undervisningsbøger, og her er en nogenlunde komplet publikationsliste.

 

Danske Hjørnestene”, (Gads Forlag, 1999) er et undervisningsmateriale, der består af fire videofilm med tilhørende hæfter (ca. 24 s., skrevet m. Erik Flensted). Materialet henvender sig til indvandrere og flygtninge og bygger på samtaler med fire markante danskere: Anker Jørgensen, der taler om det danske samfund, om danskerne, og om hvad demokrati er; Johannes Møllehave, der taler om kristendommen, og især om danskernes forhold til religion og kirke; Nanna Simonsen, der bl.a. taler om danskernes forhold til madkultur og hendes eget syn på økologi og Jesper Klein, der taler om det at optræde, og om hvad begrebet humor egentlig er. Masser af faktabokse og ordforklaringer. Udsolgt fra forlaget.

 

“Op af Stolen”, (Gads Forlag, 1997) er et undervisnings-materiale, der består af en novellefilm (instrueret af moi), en cd-rom (tilrettelagt af min kompagnon Jeppe Raasthøj), og så dette teksthæfte på 44 sider. Sidstnævnte kan benyttes som grundbog, og det benytter eksempler og billeder fra novellefilmen til at introducere og forklare de grundlæggende begreber fra film- og tv-sproget. Vinder af Orfeus’ 2.-pris 1998. Udsolgt fra forlaget.