BØGER PÅ VEJ

Jeg har skrevet en bog om Tom Waits’ musik, og som jeg har aftalt med Forlaget Politisk Revy skal udkomme i 2019 – det år, hvor Waits fylder 70.

Jeg har været fascineret af ham siden 1983, da min ven spillede “Swordfishtrombones” for mig, og hvor jeg blev totalt overrumplet. Så bogen handler naturligvis også lidt om mig selv og har en autobiografisk tråd; ikke mindst fordi jeg på et tidspunkt opdagede, at Waits’ musik har haft en uventet stor indflydelse på mig og det, jeg laver. Samtidig gennemgår jeg i bogen alle officielle udgivelser, nummer for nummer og giver vurderinger og biografiske oplysninger, uden at jeg vil kalde det for en Waits-biografi; jeg kalder det for en “personlig guide”. Titlen er foreløbig “Tom Waits og Mig“.

11. januar 2018 på Facebook: “There’s a face for radio”, sagde assistenten, da hun lukkede mig ind på Radio 24/7 her til aften for at være med i kulturprogrammet “AK 24/7”. Jeg skulle deltage i 1-sekundsquizzen og se hvor mange Tom Waits-numre ud af halvtreds jeg kunne gætte ved at høre ét sekund af dem. Jeg kan afsløre, at jeg havde for travlt med at snakke om mig selv og min bog til at gætte dem alle. Hør podcasten.

Så har jeg en hel roman liggende på godt 250 sider,  og som forlag skiftevis får lov til at se. Den hed “Kattens Kærlighed” oprindeligt, men jeg tænker, at Åndssvage Ozelot er en bedre titel. Det er ren fiktion, og er en afdæmpet, varm og rørende ikke-helt-komedie om sådan noget som kærlighed og barnløshed, cancer og depression … og en kat. Skriv til mig, hvis du vil læse den (især hvis du også har et forlag). Stilen er nok min egen (håber jeg – og det siger mine læsere da også), men efterfølgende har jeg læst “Stoner” af John Williams, som den muligvis er lidt i familie med langt ude, ligesom det gik op for mig, at “On Beauty” af Zadie Smith måske helt ubevidst har været en inspiration. Dette ikke sagt for at sammenligne med selv med disse mestre, men for at give et indtryk af stemning og genretilhørsforhold.

Vores egne lækre kat, Mackenzie, der også er tilløber.

Nogle af de skudsmål, mit manus har fået fra forlagene er bl.a. ” … det fremstår både velskrevet og gennemarbejdet“, ” …en på mange måder fin og afdæmpet kærlighedsroman“, “du skriver nuanceret og indlevende og med et finurligt plot” og min betalæser skriver: ”Jeg synes det er sådan en fin fortælling om parforholdet omkring de 50 og om katten som denne her kat-alysator for ‘en eller anden form for livserkendelse’, underspillet, uden trommehvirvler. Og jeg kan godt lide Claus og Mette og er i godt selskab.”

Og så tænkte han, hvor tit han havde ønsket at kunne være det, han allerhelst ville være: et ubekymret menneske. Et menneske, der ganske vist lignede den afdøde, amerikanske skuespiller Philip Seymour Hoffman i hans mest triste roller med fuldskæg og det hele (og som de selv eller deres venner aldrig helt kunne huske, hvad hed), men ikke desto mindre ubekymret.”

                                

I 2018 fik jeg både et rejselegat fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur og et arbejdslegat fra Autorkontoen/Dansk Forfatterforening til et projekt, som jeg jo så hellere må komme videre med. Det er et forsøg på at genskabe min farfars gamle godnathistorier til mig og mine brødre, og som blev fortalt i et gammelt bondehus på Sydfyn, som var en slags portal til andre steder. Hovedpersonen var Tiggeren, der var en slags detektiv eller spion, og vi børn hjalp ham med forskellige mysterier. Det er meningen, at det skal være en serie, så jeg får da noget at se til, for ingen af os kan huske andet end stemningen, enkelte scener samt visse lokaliteter og navne. Første bind har arbejdstitlen “De Tre og Tiggeren i Portugal”, hvor vi skal hjælpe en dansk forlægger, der er kommet i problemer med det hemmelige politi lige før Nellikerevolutionen.

Hvis du har et forlag med fokus på børne-/ungdomsspænding med humor, ville jeg slå til nu. Det er bedst at ringe til mig efter kl. 10 om formiddagen.

Min farfars gamle sommerhus (foto: J. E. Stolt)