BOGPROJEKTER

DE TRE OG TIGGEREN

I 2018 fik jeg både et rejselegat fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur og et arbejdslegat fra Autorkontoen/Dansk Forfatterforening til et projekt, som jeg her sidst i maj 2021 har et  færdigt manus på. Jeg blev for resten også bevilget et skriveophold på Hald Hovedgård en uge i marts 2020, men det blev jo aflyst af indlysende årsager.

Det er et forsøg på at genskabe min farfars gamle godnathistorier til mig og mine brødre i hans gamle bondehus på Sydfyn. Hovedpersonen var Tiggeren, der var en slags detektiv eller spion (og måske var det farfar selv?), og vi børn hjalp ham med forskellige mysterier i forskellige dele af verden. I historierne viste huset sig at være en slags portal til Langelinie, hvor vi altid kom til at låse os selv inde i en kahyt på et skib, og derpå blev sejlet ud i verden.

Det er således meningen, at det skal være en serie, så jeg får da noget at se til, for ingen af os kan huske andet end stemningen, enkelte scener samt visse lokaliteter og navne. Første bind har arbejdstitlen “De Tre og Tiggeren i Lissabon”, hvor vi skal hjælpe en dansk forlægger, der er kommet i problemer med det hemmelige politi lige før Nellikerevolutionen. 

”Spænding, spioner, humor og romantik – en bog for alle raske drenge og piger (ikke mindst når de er lidt forkølede).”

Hvis du har et forlag med fokus på børne-/ungdomsspænding med humor, ville jeg slå til nu. Det er bedst at ringe til mig efter kl. 10 om formiddagen.

Min farfars gamle sommerhus (foto: J. E. Stolt)

VAN OG MIG

Efter min Tom Waits-bog udkom begyndte jeg at arbejde lidt med en anden favorit, nemlig Van Morrison, som jeg har dyrket siden 1990 (dog lidt mere on and off end med Waits). Dét år kørte jeg nemlig – alene i en Ford-van – små 1.300 km gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd i afspilleren: “No Guru, No Method, No Teacher”. Jeg faldt langsomt men sikkert for hans melodiske sans, for hans evne til at skabe stemninger og for hans ret unikke sammensmeltning af rock, blues, jazz og irsk folketone. Ikke mindst faldt jeg for stemmen, som jeg siden altid har beundret for dens evne til at altid (well, næsten altid) at mene, hvad den synger.

Det vil jeg gerne give videre til læseren på min egen facon og i min egen stil: Jeg holder af det prunkløse og ligefremme sprog, som på en eller anden måde formår at skabe et univers, der både indeholder poesi, magi, hverdag og erindring i en sømløs blanding. Så det er ikke en biografi om Van, jeg arbejder på – det er snarere en auto-biografisk gennemgang af et enkelt album, fordi omstændighederne ved dén gennemlytning giver mig afsæt til nogle bredere krumspring – om kultur og natur – om erindring og nostalgi – og selvudvikling og coming-of-age – i form af en lille ’roadmovie-fortælling’, som forhåbentlig vil engagere den læser, som pludselig kan huske sine egne rejser, både personligt og kulturelt. Arbejdstitlen er (naturligvis) “Van og Mig”.

I november 2020 blev jeg tildelt et arbejdslegat fra Autorkontoen (Dansk Forfatterforening) for at kunne skrive videre på dette projekt, som nu (marts 2021) faktisk foreligger i en (foreløbig) færdig version.

Van’s legendariske 1986-album.

HELLERUP-BILLEDER

Ja, inspirationen fra Dan Turèll er jo tydelig allerede i titlen, og det ER faktisk tænkt som en pendant til hans 1975-bog, “Vangede Billeder” (selvom jeg altså foretrækker en bindestreg). Mit sigte med bogen er at kombinere erindringer med faktuelle oplysninger i en sømløs blanding, og dermed skabe en ny, litterær virkelighed. Det var vel også det, som Turèll gjorde med denne bog, og jeg kan jo kun stræbe efter noget lignende … men det er nu fint nok for mig. Her følger det foreløbige indledningsafsnit, og det – og en løs kapiteloversigt – er så langt, jeg foreløbig er kommet:

INTRO

Hellerup ligger i Gentofte Kommune, og der gik jeg ni år i folkeskole. Egentlig boede jeg lige ved siden af i Charlottenlund, som er sådan lidt finere, og kommunen har flere andre bydele, hvor vi også kom med mellemrum, nemlig Ordrup, Jægersborg, Klampenborg og så selve Gentofte op mod søen, hvor jeg senere gik tre år i gymnasiet. Og så er der de to bydele, hvor vi aldrig kom, nemlig Dyssegård og … gys … Vangede!

Det var i 1970, at jeg flyttede derud med min forældre. Jeg var fem år, og min far var gymnasielærer og min mor hjemmegående, men dengang var det rigeligt til at klare udbetalingen på et af de rækkehuse, der i dag koster i omegnen af 10 millioner kroner. Og opad!

Så jo, der var (og er) rige mennesker i Hellerup og Charlottenlund, men der var (og er) også en hel masse almindelige mennesker. Og til dem hørte vi, tænker jeg. På den anden side, så er almindelige mennesker sjældent HELT almindelige.

Vi kom fra en lejelejlighed i stuen på Sortedam Dossering på Østerbro, hvor vi havde den fine promenade ud til Søerne på den ene side, og en klassisk københavner-baggård med rotter og gamle cykelskure og en automat med pornoblade ude i Ryesgade til den anden. Men det er en anden historie … som måske dog alligevel er lidt i familie med denne. Som dog ikke rigtigt er nogen historie, men snarere en række, ja, billeder.

Men Hellerup og Charlottenlund ligger altså lige nord for Københavns Kommune ud til Øresund, og starter der, hvor Tuborg Bryggeriet engang lå. Og så går de op til Charlottenlund Skov og Fort, hvor Skovshoved og Ordrup starter. Væk fra vandet, vest for os, kommer så Jægersborg og Gentofte, men så ved I nogenlunde, hvor vi er: på den rigtige side af Lyngbyvejen. Godt og vel, endda.