FILM

Som instruktør har jeg lavet en række personlige dokumentarfilm, der har bevæget sig mellem genrerne og som gerne har humor og et identitetstema som særkende. Siden 2000 har jeg nemlig ofte brugt mit eget liv som brændstof og min egen persona som en ofte lettere karikeret figur. At lave film for mig er at tage en personlig risiko, hvor jeg ikke altid ved, hvad jeg laver, eller hvad det indebærer. Det lykkes og mislykkes, og begge dele kan være godt for filmen.

 

DOX:BIO-plakat, design: Flemming Dupont, foto: Henrik Ipsen

Mit seneste større filmprojekt  lavede jeg sammen med Bente Milton (efter hendes idé), og det hed “Min Avatar og Mig” (91 min., 2011, New Danish Screen, ZDF/ARTE, DR, YLE). Den har virkelig har fyldt meget i mit liv, og anskueliggør på en ret skæv måde, hvad et virtuelt liv vil sige. En af de ting, som jeg selv fandt ud af, var, at vi tager al vores menneskelighed med ind i cyberspace. Filmen kan man i øvrigt mene meget om (hvilket jeg også gør – se evt. min blog), men Euroman var så venlige for et par år siden at kåre den til nr. 53 på listen over de 75 film som enhver mand bør se (Eurowoman har mærkeligt nok ikke lavet en tilsvarende liste). Jeg og filmen var rundt på mange festivaler i mange dele af verden (altså den virkelige verden), og den er blevet vist på tv-stationer over hele Europa, inkl. Dokumania på DR2.

Vil man høre mere, så kan Bente og jeg kontaktes via Auteurfilm.dk

Lige nu (september ’18) arbejder jeg på en film, der hedder “Jamais Vu eller De Fem Fodfejl”. Den er ret skæv i det og handler om de projekter, der ikke er blevet til noget og om kreativitet og skabertrang. Vi blander genrer og udtryk i overordentlig grad, men temaet for filmen er dette: Kan man have succes med noget – uden at lykkes? Jeg har fået to gange udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut v. Cecilia Lidin til at komme videre sammen med klipper Lars Bo Kimergård. 

 

Frabegrab, foto: Talib Rasmussen

Ellers har jeg brugt tid de seneste år på at producere Jens Loftagers dokumentar “TRO” (81 min., 2017, DFI, DR K, YLE) . Den havde verdenspremiere på CPH:DOX d. 15.  marts 2018, fik megen omtale og glimrende anmeldelser og fortsatte rundt i landet for denæst at komme på DR K. Se visningsplan.

Saxofonist Bob Rockwell (foto: Morten Ishøj)

Min egentlige debut som instruktør var The Organizers  – on and off” (51 min.,  1995, Kulturminsteriet, Ben Webster Fonden m.fl.). Filmen skildrer bandet af samme navn, både på scenen og bag den. Det var et forsøg på at gøre op med den kedsommelige formidling, der var af jazz på tv, og ikke mindst skulle musikken have lov at stå i centrum, hvilket man vist godt kan sige, at den gør. Man kan se et uddrag her, og hele filmen ligger her, free of charge.

Foto: Jeppe Raasthøj

Omkring mortensaften 2017 viste dk4 igen min film, Sprødt Skind (33 min., 2008, egen-finansieret), som handler om John og Bessi, som i løbet af dagen forbereder and og tilbehør til deres familie, som kommer samme aften. De har været gift i 49 år og kender rumlen, men de skal også underholde filmholdet, som både forstyrrer og vil høre om deres ungdom, som de for en del tilbragte på Grønland. En poetisk-humoristisk film om at være til, og høre til, og hvad der ellers skal til. Filmen vistes i 2017 d. 7., 9., og 10. nov.

Dias: Jens Erik Stolt, ca. 1972

Den film, hvor jeg første gang rigtigt fandt min helt egen stemme, var kortfilmen “På Vejen Hjem” (8 min., 2000), som vi lavede til kortfilm-konkurrencen CloseUp, hvor den vandt en femte-pris. Det var den DR-transmitterede finales eneste dokumentariske islæt, og der står mere om den på firmaets arkaiske hjemmeside, hvor der også er link til at se den.

Framegrab: Jeppe Raasthøj

Jeg  MÅTTE bare lave noget om det totalt hypede prinsebryllup (og den officielle familiehemmelighed, at vi faktisk er af royal æt), og det blev fødslen på genren DOKomedie med denne: “Bryllupsfilmen” (10 min., 2004). Læs mere – og se filmen – på Fenris’ gamle side.

I 2008 kuraterede Filminstituttet og Poltiken ti bittesmå film til nettet under navnet CLIPS. Mit bidrag, Kan Det Være Lovligt? handlede om den bekymrede borger (mig), der var vidne til, at en flok unge af tvivlsom herkomst samlede sig foran hans vinduer. Filmen dannede senere grundlag for et større, nu skrinlagt, filmprojekt om overvågning.

(Som et kuriosum kan nævnes, at jeg under optagelserne pludselig erkendte, at jeg var ved at lave min egen version af Tom Waits’ “What’s He Building?”, hvilket jeg også nævner i min bog.)

 “Vi styrer Fordi!” (33 min., 2001)  blev min debut som DFI-støttet instruktør, og den blev også efterfølgende solgt til visning på DR og kom på flere festivaler. Den følger en flok 11-årige drenge, der er til basketturnering på Acorerne, men det er filmens pointe, at det egentlig er lidt lige meget, hvor de er; bare de er sammen og kan spille basket, så det er en film om det at være til. Læs mere, bl.a. om min musik til filmen.
Alle mine film kommer vel her på siden på et tidspunkt, men her er en komplet filmografi
For de meget dokumentarnørdede (I ved, hvem I er), så har jeg også en blog, der handler om  mine “thoughts on documentary films and humour and related topics. Sometimes in English, sometimes på dansk,” som der står.