FILMPROJEKTER

Altid er man jo i gang med noget – eller næsten altid. Og ikke alt bliver til noget, hvorfor jeg i de senere år har arbejdet med et filmprojekt, der netop handler om alle de af mine projekter gennem de sidste 15-20 år, som ikke blev til noget. And lo and behold: Filmen er nu færdig (okt. 2020)!, og du er inviteret til at se den: LÆS HER!

Det er den film, der hedder “Jamais Vu (eller De Fem Fodfejl)”. Den er ret skæv i det og handler altså om de projekter, der måtte ryge i skuffen, og som derfor også handler om kreativitet og skabertrang. Vi blander genrer og udtryk i overordentlig grad, men temaet for filmen er dette: Kan man have succes med noget – uden at lykkes? Jeg har fået to gange udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut v. Cecilia Lidin til at komme videre sammen med klipper Lars Bo Kimergård. På min blog har jeg i øvrigt flere indlæg, der relaterer sig til dette projekt, som rent film- og kunstfilosofisk er overordentligt interessant, når jeg selv skal sige det.

Torben Skjødt Jensen overtog i efteråret 2019 kasketten som producer og producent på projektet, og tidligt i 2020 fik vi endnu en støtte fra DFI til manus og eksterne finansieringstiltag. Og nu er der så sket det, at filmen er blevet færdig af sig selv. Læs mere her på min blog.

I 2014 lavede min kompagnon Jeppe Raasthøj og jeg (i samarbejde med en masse gode mennesker) en udstilling til AQUA i Silkeborg, hvor man “lissom” kommer ned under overfladen på Gudenåen. Jeg har altid været lidt af en naturflipper, så det var en kærkommen lejlighed til (for første gang) at lave noget om naturen. Jeg instruerede bl.a. en række videoinstallationer, der ligger sådan mellem kunst og formidling, og lige siden har jeg ledt efter en metode at fortsætte dette arbejde på. Via Det Danske Filminstitut v. Ulla Hæstrup og en idéudviklingsstøtte (dec. ’18), fik vi mulighed for at arbejde videre. Men er det en film? Njah? Er det en udstilling? Næh. Er det et undervisnings-materiale? Heller ikke. Er det VR? Nope … det er “NATURALIA“.

Efterår 2019: Ulla Hæstrup sprang desværre fra til en videre udvikling, og selvom DFI primært skulle bruge som fødselshjælpere, så ligger projektet pt. stille og venter på, at nogle samler det op. Måske os selv – måske nogle andre. Næste gang du læser med her, er dette måske slettet? Lidt en skam, for det er noget af det mest innovative, vi nogensinde har fostret … men sådan er der så meget.

SENEST: I corona-foråret 2020 skrev jeg en version af projektet som en ungdoms-cli-fi-novelle af samme navn. Den ved jeg ikke lige, hvad jeg skal stille op med, men den har to tvillinger i 8. klasse som hovedpersoner, og de bliver “bortført” af en bus, som de tror er deres almindelige ekskursionsbus. De kommer ud til denne runde sfære eller sten, hvorved de oplever alt muligt. Alt muligt som de så skal hjem og på en eller anden måde få deres forældre til at fatte.