Som instruktør har jeg lavet en række personlige dokumentarfilm, der har bevæget sig mellem genrerne og som gerne har humor, erindring og/eller et identitetstema som særkende. Siden 2000 har jeg nemlig ofte brugt mit eget liv som brændstof og min egen persona som en ofte lettere karikeret figur. At lave film for mig er at tage en personlig risiko, hvor jeg ikke altid ved, hvad jeg foretager mig, eller hvad det indebærer. Det lykkes og mislykkes, og begge dele kan være godt for filmen. Men for mig er der er gigantisk forskel på at LAVE en film og LEVE en film (mens man laver den). Så ja, mine egne film er tit blevet opfattet som eksperimenterende af dem med pengene (som de så som oftest har beholdt), men sådan ser jeg dem ikke selv. Bevares, de er ikke mainstream men heller ikke avantgarde – de ligger et sted midt imellem. Jeg ved ikke, om der kommer flere – but I had a good run (not really).
Nedenfor kommer der en lille omtale af hver enkelt film … men rækkefølgen virker lige nu lidt tilfældig, kan jeg godt se.
Note: Film og videoer, der på en eller anden måde indgår i en museums- eller udstillingssammenhæng, omtaltes i sin tid på Fenris Film & Multimedias side, men jeg må sgu hellere tilføje de museumsting, jeg er mest glad for selv her på siden på et tidspunkt (… hold ikke vejret imens)!
JAMAIS VU (eller De Fem Fodfejl) (59 min., 2020) er efter megen palaver nu endelig færdig. Eller færdig og færdig. Det er et komplekst og alligevel simpelt projekt, som jeg har skrevet side op og side ned om – bl.a. dette indlæg på min blog – mens som på en måde både opsummerer, kondenserer og forplumrer mine idéer om film, der bør leves og ikke bare laves. Men du var i hvert fald invitereret til premieren. Læs her!
Mit vel nok største filmprojekt lavede jeg sammen med Bente Milton (efter hendes idé), og det hed “Min Avatar og Mig” (91 min., 2011, New Danish Screen, ZDF/ARTE, DR, YLE). Den har virkelig har fyldt meget i mit liv, og anskueliggør på en ret skæv måde, hvad et virtuelt liv vil sige. En af de ting, som jeg selv fandt ud af, var, at vi tager al vores menneskelighed med ind i cyberspace. Filmen kan man i øvrigt mene meget om, hvilket jeg også gør (se evt. min blog, hvor jeg kommenterer filmens tilblivelse og mine kvababbelser over ændringer undervejs), men denne film er det bedste eksempel på det med forskellen på at lave og leve en film. Min medinstruktør lavede filmen (sammen med mig og en masse andre), mens jeg levede den, og det drev mig til vanvid, at ingen andre (jo, min kompagnon, min kone og min co-star, Rob) fattede det.
Men jeg endte naturligvis med at stå ved den, filmen altså, og Euroman var så venlige for et par år siden at kåre den til nr. 53 på listen over de 75 film som enhver mand bør se (Eurowoman har mærkeligt nok ikke lavet en tilsvarende liste). Jeg og filmen var rundt på mange festivaler i mange dele af verden (altså den virkelige verden), og den er blevet vist på tv-stationer over hele Europa, inkl. Dokumania på DR2.
Min egentlige debut som instruktør var “The Organizers – on and off” (51 min., 1995, Kulturminsteriet, Ben Webster Fonden m.fl.). Filmen skildrer bandet af samme navn, både på scenen og bag den. Det var et forsøg på at lave en film, der gjorde op med den kedsommelige formidling, der var af jazz på tv, og ikke mindst skulle musikken have lov at stå i centrum, hvilket man vist godt kan sige, at den gør. Der ligger en længere scene her, og filmen kan ses på foranledning.
“Sprødt Skind” (33 min., 2008) kredser om instruktørens svigerforældre, John og Bessi i Jyllinge, som i løbet af dagen forbereder and og tilbehør til deres familie, som kommer samme aften. De har været gift i 49 år og kender rumlen ved sådan en højtid, men de skal også underholde filmholdet, som både forstyrrer og vil høre om deres ungdom, som de for en del tilbragte på Grønland. En poetisk-humoristisk film om at være til, om at høre til, og hvad der ellers skal til. Helt eksplicit tydeliggøres det, at instruktøren (mig) forsøger at balancere at lave og leve med i filmen på én gang. Filmen vistes på tv i 2017, og ligger nu på YouTube.
Den film, hvor jeg første gang rigtigt fandt min helt egen stemme, var kortfilmen “På Vejen Hjem” (8 min., 2000), som vi lavede til kortfilm-konkurrencen CloseUp, hvor den vandt en 5.-pris. Det var den DR-transmitterede finales eneste dokumentariske islæt. I årene op til havde jeg tilrettelagt et par håndfulde public service-programmer til DR2, hvor jeg langsomt flettede et mere og mere personligt touch ind, og det gav mig lysten til at lave denne film, som ligger her på YouTube.
Jeg MÅTTE bare kreere noget om det totalt hypede prinsebryllup (og den officielle familie-hemmelighed, at vi faktisk er af royal æt), og det blev fødslen på genren DOKomedie med denne: “Bryllupsfilmen” (10 min., 2004). Det med at lave/leve film har jo også noget med det performative at gøre, og det greb, som jeg var startet på at udforske under “På Vejen Hjem”, blev mere udtalt her.
Den kan ses på YouTube uden tekster eller med engelske undertekster.
I 2008 kuraterede Filminstituttet og Poltiken ti små film til nettet under navnet CLIPS. Mit bidrag, “Kan Det Være Lovligt?” handlede om den bekymrede borger (mig), der var vidne til, at en flok unge af tvivlsom herkomst samlede sig foran hans vinduer. Endnu et godt eksempel på, hvordan jeg levede en film, mens jeg lavede den, fordi det hele faktisk var virkeligt nok. Ligesom min kreative behandling af det virkelige var – virkelig!
Filmen dannede senere grundlag for et større, nu skrinlagt, filmprojekt om overvågning. Som et kuriosum kan nævnes, at jeg under optagelserne pludselig erkendte, at jeg var ved at lave min egen version af Tom Waits’ “What’s He Building?”, hvilket jeg selvfølgelig også nævner i min Waits-bog.
“Vi styrer Fordi!” (33 min., 2001) blev min debut som DFI-støttet instruktør, og den blev også efterfølgende solgt til visning på DR og kom på flere festivaler. Den følger en flok 11-årige drenge, der er til basketturnering på Acorerne, men det er filmens pointe, at det egentlig er lidt lige meget, hvor de er; bare de er sammen og kan spille basket, så det er en film om det at være til, om identitets- og erfaringsdannelse. En film som derfor er mere lavet end levet af mig, men derfor er den god alligevel, og den har stadig seere: Hver eneste kvartal (og vi er nu 2024) modtager Fenris Film et par håndfulde kroner i royalties. Yippie … Bidrag til festen ved at se den via linket på titlen ovenfor.
Ellers har jeg brugt kræfter på at producere Jens Loftagers dokumentar “TRO” (81 min., DFI, DR K, YLE) . Den havde verdenspremiere på CPH:DOX d. 15. marts 2018, fik megen omtale og glimrende anmeldelser og fortsatte rundt i nogle biografer landet for dernæst at komme på DR K.
Jeg har også produceret for et par andre instruktører, men det er jeg holdt op med. Men filmene er gode, og det er f.eks. Anders Leifers “FADO” fra 2003 og Lars Bo Kimergårds “Hospitalsbørn” fra 2007.
Alle mine film kommer vel her på siden på et tidspunkt, men her er en komplet filmografi For de meget dokumentarnørdede (I ved, hvem I er), så har jeg også en blog, der handler om mine “thoughts on documentary films and humour and related topics. Sometimes in English, sometimes på dansk,” som der står.