DE TRE OG TIGGEREN – en nostalgisk røverromanserie.
En røverroman til voksne, der egentlig gerne vil læse YA, men har lidt dårlig samvittighed over det og som samtidig længes tilbage til deres barndoms læseoplevelser.
I 2018 fik jeg både et rejselegat fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur og et arbejdslegat fra Autorkontoen/Dansk Forfatterforening til et projekt, som jeg her sidst i maj 2021 har et færdigt manus på. Jeg blev for resten også bevilget et skriveophold på Hald Hovedgård en uge i marts 2020, men det blev jo aflyst af indlysende årsager.
Det er et forsøg på at genskabe min farfars gamle godnathistorier til mig og mine brødre i hans gamle bondehus på Sydfyn. Hovedpersonen var Tiggeren, der var en slags detektiv eller spion (og måske var det farfar selv?), og vi børn hjalp ham med forskellige mysterier i forskellige dele af verden. I historierne viste huset sig at være en slags portal til Langelinie, hvor vi altid kom til at låse os selv inde i en kahyt på et skib, og derpå blev sejlet ud i verden.
Det er således meningen, at det skal være en serie med fællesoverskriften “Et De Tre og Tiggeren-eventyr”, og jeg får da noget at se til, for ingen af os kan huske andet end stemningen, enkelte scener samt visse lokaliteter og navne. Første bind har titlen “Pendulet i Portugal”, hvori vi skal hjælpe en dansk forlægger, der er kommet i problemer med det hemmelige politi lige før Nellikerevolutionen.
”Spænding, spioner, humor og romantik – en bog for raske piger og drenge i alle aldre (ikke mindst når de er lidt forkølede).”
Jeg er i øvrigt så småt i gang med de indledende øvelser til andet bind, der efter planen kommer til at foregå på Island under en skakmatch mellem en amerikansk og sovjetrussisk stormester. De Tre og Tiggeren bliver tilkaldt af årsager, jeg endnu ikke kender, men de bliver hurtigt involveret i både det ene og det andet 🙂
♠
NATURALIA 2.0.25 – en cli-fi-novelle for børn og unge.
Mit gamle firmas storstilede og super-umuligt-realiserbare projekt, “NATURALIA”, er blevet til en slags cli-fi-novelle, som Dansk Forfatterforening efterfølgende har tildelt et legat – beregnet til at betale en manuskonsulent for at hjælpe med at gøre den lidt mindre ‘voksen’. Nu hedder den “NATURALIA 2.0.25” og har to tvillinger i 8. klasse som hovedpersoner. De bliver “bortført” af en bus, som de tror er deres almindelige ekskursionsbus. De kommer ud til denne runde sfære eller sten, hvorved de oplever alt muligt vildt. Alt muligt som de så skal hjem og på en eller anden måde få deres forældre til at fatte. Omfanget er sådan cirka 13.000 ord, dvs. en længere novelle.
Oktober 2022: Teddy Vork har været min indsigtsfulde konsulent, og teksten fremstår nu i et ny og friskere udgave … måske et forlag vil finde det interessant?
♠
HELLERUP-BRIKKER – en lokalhistorisk erindringsbog.
Ja, inspirationen fra Dan Turèll er måske tydelig allerede i arbejdstitlen, og det ER faktisk tænkt som en pendant til hans 1975-bog, “Vangede Billeder” (selvom jeg altså foretrækker en bindestreg). Mit sigte med bogen er at kombinere erindringer med faktuelle oplysninger i en sømløs blanding, og dermed skabe en ny, litterær virkelighed. Det var vel også det, som Turèll gjorde med sin bog, og jeg kan jo kun stræbe efter noget lignende … men det er nu fint nok for mig at abe efter i dette tilfælde. Her følger det foreløbige indledningsafsnit, og jeg er pt. i gang med at samle små anekdoter, observationer og faktuelle notitser. Det bliver en skæppe-charmerende bog, men den er endnu ikke klar til at møde et forlag.
INTRO
Hellerup ligger i Gentofte Kommune, og der gik jeg ni år i folkeskole. Egentlig boede vi lige ved siden af i Charlottenlund, som er sådan lidt finere, og kommunen har flere andre bydele, hvor vi også kom med mellemrum, nemlig Ordrup, Jægersborg, Klampenborg, Skovshoved og så selve Gentofte op mod søen af samme navn, og hvor jeg senere gik tre år i gymnasiet. Og så er der de to bydele, hvor vi aldrig kom, nemlig Dyssegård og … gys … Vangede!
Det var i 1970, at jeg flyttede derud med min forældre og to brødre. Jeg var fem år, og vores far var gymnasielærer og mor var hjemmegående, men dengang var det rigeligt til at klare udbetalingen på et af de rækkehuse, der i dag koster i omegnen af 10 millioner kroner og opad. Meget opad.
Så jo, der var (og er) rige mennesker i Hellerup og Charlottenlund, og på ’vores’ vej har det boet både kendte skuespillere og entertainere og andre, der kom i bladene. Og ikke mindst kom Krone1-bilen fra Amalienborg ind imellem på besøg. Men det er ikke nogen af dem, det skal handle om her (kun lidt), for der boede (og bor) også en hel masse almindelige mennesker på de kanter. Og til dem hørte vi. På den anden side, så er almindelige mennesker sjældent HELT almindelige.
Vi kom fra en lejelejlighed i stuen på Sortedam Dossering på Østerbro, hvor vi havde den fine promenade ud til Søerne på den ene side, og en klassisk københavner-baggård med rotter og gamle cykelskure og en automat med pornoblade ude i Ryesgade til den anden. Men det er en anden historie … som måske dog alligevel er lidt i familie med denne. Som dog ikke rigtigt er nogen historie, men snarere en række, ja, brikker.
Men Hellerup og Charlottenlund ligger altså umiddelbart nord for Københavns Kommune ud til Øresund, og Hellerup starter der, hvor Tuborg Bryggeriet engang lå. Og så går det op til Charlottenlund Skov og Fort, hvorefter Skovshoved og Klampenborg kommer og med Ordrup lidt inde til venstre. Længere væk fra vandet, vest for os, ligger Jægersborg og Gentofte, men så ved I forhåbentlig nogenlunde, hvor vi er: lidt nord for hovedstaden og på den rigtige side af Lyngbyvejen. Godt og vel, endda.
♠
DERUDOVER:
… er jeg så småt i gang med en opfølger til voksenromanen “Åndssvage Ozelot” (Byens Forlag, 2019), der foreløbig hedder “Krøniken om det kreperlige krapyl og dets nærmeste nabo, Sigurd Vippefyr”. Det er noget ret andet, men Claus og Mette har bebudet, at de vil optræde som bikarakterer. De er vist nok flyttet på landet og er nu nærmeste nabo til hovedpersonen, Sigurd, der har valgt at trække sig tilbage til naturen som 40-årig. Hans hidtidige ret teknologiske liv bliver ikke bare mere jordbundent, hans virkelighedsopfattelse får også én på goddag’en, da han i bedste Murakami-stil (hvilket han selv bemærker) bliver ringet op af en ukendt kvinde, der spørger, om han har mistet sin kat. Men han har slet ingen kat at miste. Eller har han?
♠
“Halløj i Parken” var et gakket film/performance-projekt med overvågning som tema, og som jeg og en ekstern producent ikke kunne skaffe finansiering til for en række år tilbage. Men lige pludselig (faktisk mens jeg læste “Georg-Komplekset” af Kirsten Hammann) stod det klart for mig, at det skal være en eksperimental-fortalt bog. Lad os se, om det står lige så klart, når jeg rigtig begynder på den … !?
