1. november 2019 udkom “TOM WAITS OG MIG” på forlaget politisk revy – en god måneds tid før Waits fyldte 70. Journalist og digter Klaus Lynggaard har skrevet et forord til bogen og Claus Lynggaard har lavet omslaget. Min redaktør hedder ikke Lynggaard, men Johannes Sohlman. Bogen er selvfølgelig om Tom Waits og hans musik, men jeg forsøger samtidig at være så personlig i min tilgang, at bogen ikke kun er til rock- og musikinteresserede, men er relevant for alle, der har levet noget liv, og som forsøger at finde sin egen plads deri.
Se forlagets PRESSEMEDDELELSE.
Jeg har været fascineret af Waits siden 1983, da min ven spillede “Swordfishtrombones” for mig, og hvor jeg blev totalt overrumplet. Så bogen handler naturligvis også lidt om mig selv og har en autobiografisk tråd; ikke mindst fordi jeg på et tidspunkt opdagede, at Waits’ musik har haft en uventet stor indflydelse på mig og det, jeg laver. Samtidig gennemgår jeg i bogen alle officielle udgivelser, nummer for nummer og giver vurderinger og biografiske oplysninger, uden at jeg vil kalde det for en Waits-biografi; jeg kalder det for en “personlig guide”. Lektørudtalelsen skriver bl.a.: “Et værk hvor forfatterens egne personlige beretninger blandes med de Waits-sange, der har gjort indtryk. Undertegnede får helt sikkert lyst til at genhøre diverse albums.” Læs hele lektørudtalelsen.
En anden (mig ukendt læser) skrev d. 12. marts 2024 blandt andet dette om bogen: “Tom Waits ville nyde at læse denne bog.” Jamen, altså … !
Jeg optræder desuden med et musikalsk foredrag om Waits (og mig?). Se mere på denne side.
Jeg var i oktober ’19 også i et af de sidste AK24/7-programmer nogensinde og snakkede med Per Lysholt Hansen om Waits, ligesom jeg var gæst på DR P6 BEAT hver dag i ugen efter Waits’ fødselsdag (dec. ’19). Desuden har jeg skrevet to sider om Waits i december-nummeret af Euroman. Links til radioprogrammerne ligger på foredragssiden under de respektive datoer i kalenderen (scroll lidt ned).
11. januar 2018 på Facebook: “There’s a face for radio”, sagde assistenten, da hun lukkede mig ind på Radio 24/7 her til aften for at være med i kulturprogrammet “AK 24/7”. Jeg skulle deltage i 1-sekundsquizzen og se hvor mange Tom Waits-numre ud af halvtreds jeg kunne gætte ved at høre ét sekund af dem. Jeg kan afsløre, at jeg havde for travlt med at snakke om mig selv og min bog til at gætte dem alle. Hør podcasten.