PENDULET I PORTUGAL

PENDULET I PORTUGAL udkom d. 29. maj 2024
NYHED: NU OGSÅ SOM LYDBOG – juni 2026 – INDTALT AF MIG SELV!

Se promo-video om lydbogsversionen.

Kom med på en doku-eskapistisk rejse fra Sydfyn til Lissabon lige før Nellikerevolutionen i 1974. Tre brødre og deres bedstefars hemmelige alias skal hjælpe en dansk forlægger (bygget på virkelighedens Snu Seidenfaden, læs om hende på Wiki) og hendes tre døtre i kampen mod diktaturets politi. Udenlandske agenter, kidnapning, portugisisk stemning og fado-musik, ung romantik samt mærkelige og lidt magiske påfund står i kø i denne godt gammeldags børne/ungdoms/voksen-roman, som jeg skrev i min farfars ånd (han er fortælleren) og med tanke på de klassiske fortællinger (og også f.eks. Tintin), hvori der er noget for alle aldre.

I 2018 fik jeg både et rejselegat fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur og et arbejdslegat fra Autorkontoen/Dansk Forfatterforening til denne roman, som blev udgivet af Forlaget Brændpunkt d. 29. maj. Bogen blev tildelt udgivelsesstøtte af Statens Kunstfond. I oktober ’25 besluttede vi, at jeg selv indtaler lydbogsversionen.

Det er et forsøg på at genskabe min farfars gamle godnathistorier til mig og mine brødre i hans gamle bondehus på Sydfyn. Hovedpersonen var ‘Tiggeren’, der var en slags detektiv eller spion (og måske var det farfar selv?), og vi børn hjalp ham med forskellige mysterier i forskellige dele af verden. I historierne viste huset sig at være en slags portal til Langelinie, hvor vi altid kom til at låse os selv inde i en kahyt på et skib, og derpå blev sejlet ud i verden.

Det er således ambitionen, at det skal være en serie med fællesoverskriften “Et De Tre og Tiggeren-eventyr”, og jeg fik/får da noget at se til, for ingen af os kan huske andet end stemningen, enkelte scener samt visse lokaliteter og navne. Måske næste bind kommer til at foregå på Island under en koldkrigs-skakmatch? Eller i Barsebäck, hvor Tiggerens familie på fædrene side stammer fra. Rygtet siger, at de er ved at bygge et atomkraftværk dér!

Spænding, spioner, humor og romantik – en bog for raske piger og drenge i alle aldre (eller når de er lidt forkølede)

ANMELDELSER og OMTALER

Bogbloggeren Lykkes Læserier (ill. ovenfor) gav bog fire ud af fem stjerner og skrev bl.a.:
[Bogen] sprudler af fortælleglæde. Jeg faldt især for sproget, som er både opfindsomt og dejligt nede på jorden på samme tid. Derudover mindede bogen mig om mange af min barndoms læseoplevelser, hvor jeg elskede alle de gamle drenge- og pigebøger foruden Gyldendals serie af røde klassikere.”

“Forkæl dig selv og lyt til – eller læs – denne bog. Historisk interessant – men fremfor alt en røverhistorie, som både er morsom, elskelig og underfundig.” (kommentar på LinkedIn-opslag)

Dejlig røverhistorie” (læser på forlagets webshop) 

En lettilgængelig og fantasifuld historie for både børn, unge og voksne. For interesserede i ’røverhistorier’ med afsæt i virkeligheden” (Lektørudtalelsen)

Herlig og lærerig læsning” (Tårnby-Bladet)

Spændende og fantasifuld. Med god fornemmelse for, hvordan børn tænker og reagerer på voksnes idéer“. (5/5 stjerner fra læser på Gucca)

LINKS

Her ligger en lille promo-video, hvor jeg fortæller lidt om bogen: https://www.youtube.com/shorts/V0KdGxEPPUw

Og her ligger en pdf om nogle af tankerne bag bogen 

… og her er forlagets beskrivelse

… og her et link til min blog, hvor jeg beskriver processen med at indtale lydbogen.

OG NU BLIVER DU OGSÅ NØDT TIL AT KØBE PENDULET I PORTUGAL, F.EKS. VIA GUCCA, men den KAN altså også bare lånes på biblioteket.