ANDRE UDGIVNE TEKSTER

Ikke alt, man skriver, udkommer jo i fysisk form, så på denne side vil man kunne læse lidt om mine net-udgivelser, først of fremmest på POV International, hvor jeg siden marts 2021 har været “fast gæsteskribent”. Nedenstående er omtaler af nogle af de tekster, der har kostet mig mest tid, gråd og græmmelse og dernæst en umådeholden selvtilfredshed.

(Foto udlånt af DFI)

Jacques Tati har altid været en af mine helt store favoritter, og jeg regner ham blandt de ALLERstørste filminstruktører på trods af, at han kun lavede forbandet få film. Jeg tyrede hele min bluray-boks igennem og baggrundslæste en hel del, og det endte med denne kronik-lange artikel på POV i anledning af Cinematekets serie (som jeg selv havde opfordret dem til at afholde, idet Tati i efteråret ’22 blev født for 115 år siden og havde været død i 40).

Jeg anmeldte Museet STORM ved åbningen i 2021 til POV International, og senere skrev jeg lidt på min blog om pastichen som litterær genre:

Pastichen var også det greb, jeg tyede til, da jeg for første gang skulle anmelde et museum sidste efterår. Jeg og mit gamle firma har selv bidraget med en hel del film og arbejde til diverse udstillinger gennem årene, så jeg var lidt usikker på, hvordan jeg skulle gribe en anmeldelse an.

Men da det drejede sig om STORM, det tidligere Storm P.-Museum, fik jeg idéen at lade formen være en efterligning (altså en pastiche) af nogle af Storm P.’s små historier, hvor fortælleren (Storm selv) møder en tvivlsom personage, der har en frygtelig trang til at fortælle sin historie, som derfor helt overtager.”

Van og Mig – et ‘lang-essay’ i ti kapitler

Efter min Tom Waits-bog udkom begyndte jeg at arbejde lidt med en anden favorit, nemlig Van Morrison, som jeg har dyrket siden 1990 (dog lidt mere on and off end med Waits). Dét år kørte jeg nemlig – alene i en Ford-van – små 1.300 km gennem tre amerikanske stater med kun ét kassettebånd i afspilleren: “No Guru, No Method, No Teacher”. Jeg faldt langsomt men sikkert for hans melodiske sans, for hans evne til at skabe stemninger og for hans ret unikke sammensmeltning af rock, blues, jazz og irsk folketone. Ikke mindst faldt jeg for stemmen, som jeg siden altid har beundret for dens evne til at altid (well, næsten altid) at mene, hvad den synger.

Van Morrisons legendariske 1986-album

Det vil jeg gerne give videre til læseren på min egen facon og i min egen stil: Jeg holder af det prunkløse og ligefremme sprog, som på en eller anden måde formår at skabe et univers, der både indeholder poesi, magi, hverdag og erindring i en sømløs blanding. Så det er ikke en biografi om Van – det er snarere en auto-biografisk gennemgang af et enkelt album i form af et ‘lang-essay’ i ti kapitler, fordi omstændighederne ved dén gennemlytning giver mig afsæt til nogle bredere krumspring – om kultur og natur – om erindring og nostalgi – og selvudvikling og coming-of-age – i form af en lille ’roadmovie-fortælling’, som forhåbentlig vil engagere den læser, som pludselig kan huske sine egne rejser, både personligt og kulturelt. Titlen er (naturligvis) “Van og Mig“.

I november 2020 blev jeg tildelt et arbejdslegat fra Autorkontoen (Dansk Forfatterforening) for at kunne skrive videre på dette projekt, som i marts 2021 forelå i en (foreløbig) færdig version. I september 2021 udkom første afsnit i føljetonen på POV International, og ti lørdage senere kom det sidste, hvor der også er link til alle de forrige kapitler.

Mackenzie og Mig

På mine Facebook- og Instagramsider har man gennem tiderne kunne se billeder af vores elskede kat, Mackenzie. Hun har været en muse for mig på mange måder, og helt ulykkeligt blev vi nødt til at aflive hende få uger efter dette essay blev offentliggjort under titlen “Den Kattens Kærlighed”.

I august 2022 udkom del 2 og 3 i denne føljeton (som det altså viste sig at være, da vi måtte anskaffe os en ny kat, Lillefix).

Foto: Dyrlægen

På jazzklub med Mr. M.

Et essay oprindeligt publiceret på det hedengangne Peblish.dk om dengang jeg faktisk mødte Haruki Murakami på Montmartre i København. I april 2021 syntes internetmagasinet POV International også, at teksten, som på en måde parafraserer Murakamis egne bøger, var værdig til at blive bragt dér.

Haruki Murakami og Ben Sidran på Montmartre (foto: M.S.)