Jeg er født i 1965, blev cand.phil. i filmvidenskab fra Københavns Universitet i 1993, og var samme år med til at stifte Fenris Film & Multimedia, som jeg indtil 30/4 2021 drev og ejede sammen med Jeppe Raasthøj. Han købte imidlertid mine anparter i en fælles forståelse pr. samme dato, hvorfor jeg ikke længere er medejer eller direktør i firmaet.

Jeg har instrueret personlige og “kreative” dokumentarfilm samt en hel masse andre video- og AV-produkter til museer og udstillinger, information og undervisning. Jeg har også med mellemrum produceret for andre instruktører, men det er jeg holdt op med.
Så skriver jeg bøger – både fiktion og blandingsgenrer, som jeg kalder auto-faktion. Og essays, noveller, filmanmeldelser, artikler, Facebook-opdateringer and what not. Blandt andet har jeg med ujævne mellemrum leveret anmeldelser til Filmkommentaren.dk, hvilket dog er noget tid siden sidst. Siden marts 2021 har jeg været skribent hos internetmagasinet POV International med en efterhånden ret lang række essays og anmeldelser af musik, film, streaming – og katte.
Hvis jeg skal sætte et par stikord på, så kredser jeg i mine arbejder næsten altid om:
Erindring – som drivkraft, middel og mål på én gang.
Humor – som form, som underholdning, som livsanskuelse
Personlighedsdannelse – hos mine karakterer, mine læsere, mig selv (især som følge af de to første stikord)
Jeg har gennem årene modtaget adskillige støtter fra Det Danske Filminstitut (både som instruktør og producer – over 25 støtter i alt faktisk, jeg har lige talt dem) samt en hel del arbejdslegater fra både Danske Filminstruktørers Legatudvalg (2004-2019), Danske Dramatikeres Forbund (2011) og Autorkontoen under Dansk Forfatterforening (2016, ’18 og ’20) samt et rejselegat fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur (2018).
Jeg er også en slags (amatør)musiker og har selv skrevet musik til flere af mine produktioner, ligesom adskillige af mine film- og bogprojekter har omhandlet musik. Der ligger lidt på min Soundcloud-side, hvis man ikke kan styre sin nysgerrighed. Ved særlige lejligheder (bl.a. mit Tom Waits-foredrag) optræder jeg også ved tangenterne.

Så har jeg været ekstern censor på film- og medievidenskab siden 2002 , og i 2015 var jeg “evaluating expert” for Creative Europe/MEDIA-programmet på europæiske ansøgninger indenfor dokumentarfilm (indtil jeg fik nok af dét). Et enkelt år var jeg hyret som instruktør på Skuespillerforbundets nu nærmest legendariske filmkurser i Ebeltoft, og i 2022 har jeg i flere omgange været hyret af Svada Film som klipper/posttilrettelægger på to forskellige dokumentarserier til TV2-regionerne.
Derudover var jeg engang underviser i AV-formidling på Institut for film- og medievidenskab i København (1995-96) og før det underviser i videoproduktion på projektet “Jungletrommen” og AMU på Nørrebro (1991-93). Jeg var medlem af Danske Filminstruktørers Legatudvalg i 2005-2006 og kritisk revisor hos Danske Filminstruktører (2008-2012). Endnu tidligere også militærnægter, cannabis-markarbejder i Californien, kokkemedhjælp på Røde Kors’ flygtningeskib og lejlighedsvis fest- og værtshusmusiker.
Og jeg har også engang passet telefoner hos Den Blå Avis, og har derfor været til fest hos Karsten Ree, hvor et par af os kørte rundt i børnenes elbiler ude i garagen tidlig om morgenen, uden at nogen vidste det. Så faldt jeg i søvn på gulvet i en af havestuerne sammen med en hel flok af de andre, og min daværende kæreste blev derfor noget urolig, for dengang havde man jo ikke mobiltelefoner, og så skete der hverken værre eller bedre end at … hør, der ligger jo en hel sang dér … eller en novelle.
Jeg er medlem af Danske Filminstruktører og Dansk Forfatterforening.
Ellers har jeg en kone og en (ny) kat – og en islænderhest er der også i familien – og vi bor nu i Sønderby i Hornsherred efter mange år på Frederiksberg. Og ja, det er mit rigtige navn, og så er jeg faktisk – med mellemrum – ret flink, sød, utryg, angst, selvglad og sjov, hvilket man muligvis ikke kan se på min Facebook-side.
Se evt. lang filmografi, hvis du orker.
Se publikationsliste – men det bestemmer du selv. Den er nok heller ikke helt opdateret.