Åndssvage ozelot

Det oprindelige omslag til den trykte udgave (2019) og det nye (Carinde Carlette Bjerre, 2026) med vores Mackenzie, der var den direkte anledning til bogens idé og min muse gennem resten af sin levetid.

ÅNDSSVAGE OZELOT udkom juni 2019 på Byens Forlag, og blev genudgivet som e-bog hos SAGA Egmont i oktober 2026.

En coming-of-middle-age-roman. Det er en ren fiktion og en afdæmpet  ikke-helt-komedie om sådan noget som kærlighed og barnløshed, overgangsalder og depression … og en kat. Stilen er nok min egen (håber jeg – og det siger mine læsere da også), men efterfølgende har jeg læst “Stoner” af John Williams, som den muligvis er lidt i familie med langt ude, ligesom det gik op for mig, at “On Beauty” af Zadie Smith måske helt ubevidst har været en inspiration. Dette ikke sagt for at sammenligne med selv med disse mestre, men for at give et indtryk af stemning og genretilhørsforhold.

Her er Byens Forlags oprindelige pressemeddelelse.

Forlaget skrev endvidere i deres vurdering af, hvorfor de gerne ville udgive den:

“Åndssvage Ozelot kanoniserer almindelige, ordentlige, anstændige og ikke-ekstreme mennesker, og er en hyggelig læsning, der ved at fremhæve de små detaljer i hverdagen skildrer et humoristisk og ærligt billede af hvad lykke kan være. Fortællingen om katten, der dukker op i et barnløst ægteskab, handler om at finde lykken i en ellers ikke ekstraordinær tilværelse – og uden at være ekstraordinær. Hvordan man finder noget smukt og humoristisk i livets grå dagligdag, og hvordan man overkommer modgang og samtidig holder liv i kærligheden.”

Sent i august ’19 kom lektørudtalelsen, som er meget positiv og bl.a. siger dette (og derfor havde 76 biblioteker også indkøbt bogen pr. 27. september 2019):

“Den velskrevne fortælling er fyldt med detaljer, gode dialoger og indblik i følelser, der gør hverdagen og personerne interessante”. Læs hele udtalelsen her.

“Jeg kan rigtig godt lide Mikkel Stolts lune måde at skrive på. Hans skrivestil er hyggelig, humoristisk og har sin egen helt særlige tone,” skriver Lykkes Læserier i sin 4-stjernede anmeldelse.

Og så skriver en læser således på forlagets side, hvor den trykte udgave stadig kan købes:
“Jeg er lige blevet færdig med “Åndssvage Ozelot”, og jeg må sige, at jeg er imponeret. Claus og Mette folder sig mere og mere ud i romanen. Han fra en småirriterende, lidt for sarkastisk, selvcentreret og falleret skabsakademiker til et rigt facetteret, morsomt, uhøjtideligt, solidarisk og meget kærligt menneske. Hun fra en lille, kedelig frøken Perfekt til en tænksom, varm, smuk, fornuftig, sjov og frem for alt gavmild kvinde. Genkendelsen er stor for os midt i 50’erne og afslutningen er gåsehudsfremkaldende rørende. Fandeme godt gået!!!”

“Dejlig hjertevarm bog” (Læser i mail, 2025)

“Din beskrivelse af Mette og hendes oplevelser/udfordringer og følelser som en kvinde i overgangsalderen blev jeg meget ramt af og tænkte: ’er det virkelig en mand, der kan skrive så præcis og sikkert om en kvinde?‘ ” (En anden læser, 2026)