Jeg begyndte at skrive for alvor omkring 2008 (når vi lige fraregner mine undervisningsbøger fra sen-90’erne), og min første nyere udgivelse var en rejseartikel i Berlingeren i 2010. Jeg har dog både som barn, ung og voksen skrevet en del til skuffen, og jeg har selvfølgelig også altid skrevet i forbindelse med mit filmarbejde, men det har jo været ansøgninger, manus, treatments, projektbeskrivelser – altså noget, der skulle ende med at blive til noget andet end en tekst. Det var simpelthen så befriende en oplevelse igen at give mig selv tid til at skrive noget, der også skulle ende med at blive netop dét: en tekst, ord på papir, bogstaver i bestemt rækkefølge.
Så jeg skriver praktisk taget dagligt; på en novelle, et essay eller noget større. Ligesom i mit filmarbejde har jeg ofte en selvbiografisk-fabulerende tilgang til arbejdet, og ofte er det noget i en ‘genre’, jeg kalder auto-faktion, hvor jeg kombinerer mine egne oplevelser med et mere faktuelt indhold – det hele tilsat en fortælle-struktur af en art. Men jeg har altså også udvidet repertoiret til at skrive fiktion. Jeg har nemlig denne her dårlige vane med altid at ville prøve noget nyt.
Jeg har i øvrigt selv en forkærlighed for bøger, hvor man mærke, at forfatteren giver noget af sig selv, og det er i høj grad det, jeg selv prøver at gøre, fiktion eller ej. Samtidig har jeg helt naturligt et ligefremt sprog, som jeg prøver at hæge om i mine tekster (netop “hæge”, et helt naturligt ord), og jeg er ikke fan af det selvhøjtidelige og kunstlede sprog. Og jeg kan bedst lide tekster, hvor jeg ikke bliver fortalt, hvad jeg skal føle, men hvor der bliver lagt – hvad skal vi sige – mere nøgterne spor ud, som man selv kan gå på opdagelse i. God litteratur ligger et lidt andet sted i mine øjne, nemlig i den udefinérbare vekselvirkning mellem sprogets karakter og tekstens beskaffenhed i bred forstand.
Lyder det selvhøjtideligt nok?
VIL DU KØBE? Her er der et hurtigt link til SAXO’s side med oversigt over alle mine (nyere) bøger, men de kan selvfølgelig købes andre steder også.